Kontraktaftalt dialogisk lærende peer feedback
Metoden er kendetegnet ved at have fokus på modtageren af feedback og dennes læreproces. Metoden er opbygget over 5 elementer, som har til hensigt at skabe en gensidig berigende dialog blandt de studerende.
Hvornår er metoden relevant?
Metoden er relevant i forbindelse med fremlæggelser og praksisøvelser både i den teoretiske og praktiske del af studiet. Den kan med fordel også anvendes i forbindelse med skriftlige produkter, hvor den lærende dialog bruges til at opkvalificere et produkt inden aflevering. Det kan være vanskeligt at anvende metoden, hvis der er et ”rigtigt eller forkert svar” til det, den studerende præsterer.
Metoden er god i starten af studiet, hvor der kan være behov for at udvikle og understøtte et lærende og forpligtende praksisfællesskab imellem de studerende. Ofte skal de studerende øve uden, at der er adgang til underviserstyret summativ feedback f.eks. op til eksamen eller i praktikforløb. Her er metoden også ideel.
Noget af det sværeste ved metoden er at få de studerende til at holde gode råd tilbage samt at skelne imellem observationer og fortolkninger. Ofte kommer rådene kamufleret som spørgsmål, f.eks. “Har du overvejet om det ville være bedre at…?” Ligeledes er konstateringer såsom ”Det var rigtig godt” ikke en observation, men en fortolkning, som bygger på nogle observationer og oplevelser. Men hvilke bygger konstateringen på? Det kan være en god idé at begynde med at træne i at kende forskel på observationer og fortolkninger.
Metoden er tidskrævende, fordi der skal ske læring under processen.
Metodens fem elementer
Dette element er en metakommunikation om det, der skal foregå. Her fastlægger man peer-to-peer, hvilket fokus feedbacken skal have. Hvad skal vi særligt lægge mærke til?
Som underviser kan man tilbyde foki at vælge imellem, hvis det er svært for de studerende. Endvidere fastlægges rammerne for, hvem der skal give feedback til hvem, og hvordan metoden skal bruges specifikt.
Der kan til enhver tid laves ”timeouts”, hvor kontrakten genforhandles, fx hvis giverne af feedbacken glemmer fokus.
Nu starter selve feedbacken med udgangspunkt i de observationer modtageren og giveren af feedbacken har gjort.
Hjælpespørgsmål i den sammenhæng kunne være:
Hvad lagde du så selv mærke til i forhold til det, du gerne ville have feedback på? Hvad har jeg/vi andre lagt mærke til?
Som underviser må man holde øje med, at observationer ikke forveksles med fortolkninger eller indre oplevelser. Sørg gerne for, at giveren og modtageren af feedbacken er enige om observationerne.
På dette trin føres en dialog om, hvorvidt de etablerede observationer har medført indre oplevelser hos deltagerne. Fx at man har oplevet sig underholdt, irriteret, uforstående, interesseret m.m.
Udgangsspørgsmål kunne være: Påvirkede det dig (modtageren)? Påvirkede det mig (giveren)?
Nogle gange er dette trin ikke relevant. Men hvis den studerende fx har valgt et fokus, som er forbundet med uro eller utilstrækkelighedsfølelse, så bliver dette element meget vigtigt.
Dette element handler om, hvordan vi forstår og fortolker de observationer, vi har gjort. Startspørgsmål til modtageren kunne være: Hvordan forstår og fortolker du dine observationer? Hvad er fordelene og ulemperne ved det du gjorde? Kan jeg/vi andre supplere med andre forståelser/hypoteser? Pas på med fortolkninger, som ikke kan vise tilbage til observationer.
Det er vigtigt at give modtageren af feedbacken rigelig tid til at reflektere over spørgsmålene, fordi der er her, læringen sker.
I det sidste element er det centralt, at modtageren af feedback har øje for handlemulighederne i feedbacken. Spørgsmål kan her være:
Hvad vil du gøre i forhold til dette fokusområde næste gang? Vil du ændre noget? Hvorfor og hvordan? Vil du høre gode råd fra os?
Hvis fokus har været på noget, som modtageren har været rigtig god til, er der måske ikke nye handleforslag. Men modtageren vil efter feedbackforløbet være helt bevidst om, hvad hun gjorde og hvorfor det virkede så godt.
Hvad siger eksperterne?
