Metoden er relevant i forbindelse med fremlæggelser og praksisøvelser både i den teoretiske og praktiske del af studiet. Den kan også med fordel bruges i forbindelse med skriftlige produkter, hvor man bruger den lærende dialog til at opkvalificere et produkt inden aflevering. Det kan være svært at bruge metoden, hvis der er et ”rigtigt eller forkert svar” til det, den studerende præsterer.

Metoden er god i staten af studiet, hvor der kan være brug for at udvikle og understøtte et lærende og forpligtende praksisfælleskab imellem de studerende. Ofte skal de studerende øve, uden at der er adgang til underviserstyret summativ feedback fx op til eksamen eller i praktikforløb. Her er metoden også ideel.

Noget af det sværeste ved metoden er, at holde de gode råd tilbage samt at skelne imellem iagttagelser og fortolkninger. Ofte kommer rådene kamufleret som spørgsmål, fx Har du overvejet om det ville være bedre at…?

Og konstateringer så som ”det var rigtig godt” er ikke en iagttagelse, men en fortolkning, som bygger på nogle iagttagelser og oplevelser. Men hvilke? Så det kan være godt at starte med at træne i at se forskel. Desuden tager det tid at føre lærende dialoger, som netop ikke altid følger modellen. Det gør heller ikke noget. Men kan de studerende selv se, hvor i modellen en kommentar befinder sig?